Det nye Børnehus Klepholm i Støvring er udviklet i tæt samarbejde med stedets fremtidige brugere. Daginstitutionen indeholder fysiske rammer for 40 vuggestuebørn, 80 børnehavebørn og 30 medarbejdere. Programmeringen tager afsæt i deres vision om udvikling, inklusion og dannelse.
De fysiske rammer består af basisrum, grupperum, værksteder, samlingsrum, personalefaciliteter, birum, køkken og servicefaciliteter og skaber i deres udformning ideelle muligheder for kreativ udfoldelse og udvikling.
Alle børn har mulighed for at deltage i aktiviteter, der understøtter både deres kognitive, fysiske, sociale, sproglige og kreative udvikling. Dette gøres muligt ved fleksible læringsrum både ude og inde – rum, der appellerer til barnets nysgerrighed. De fysiske rum er dobbeltprogrammerede og giver både mulighed for bevægelse, mulighed for fordybelse og mulighed for at kunne trække sig lidt tilbage.
Byggeriet er opført som let byggeri med udvendig træbeklædning på facaderne og grønt tag. Udover selve huset har vi etableret parkeringspladser, skure i terræn, udemiljøer, legeplads og beplantning.