Norconsult Arkitektur har i samarbejde med Kulturhavn Gilleleje udviklet et alsidigt kultur- og forsamlingshus i en spændende proces med stor brugerinddragelse. Processen har resulteret i et levende Kulturhus, der er vel forankret i det lokale kultur- og foreningsliv.
Kulturhuset ligger i Gillelejes absolutte centrum. Det var derfor afgørende at indpasse den nye bygning i byens eksisterende miljø og således også gå i dialog med stedets fysiske omgivelser.
Vi har tilstræbt at skabe en moderne bebyggelse med klassiske elementer, i fuld respekt for eksisterende proportioner i den centrale del af Gilleleje. Huset brydes gang på gang ned i mindre stykker, så den lange bebyggelse hele tiden byder på nye oplevelser, hvilket de tre gavle understreger. Gavlene og mellemrummene byder på variation, inddelinger, ind- og udtrækninger. Alt sammen for at bevare rytmen i byen, så den forholdsvis store bebyggelse ikke fremstår som et fremmed element i en bystruktur som Gillelejes.
Kulturhuset er designet til at give plads til både fællesskab og muligheden for en rolig pause i et hektisk liv, hvilket udmønter sig i en bevidst behandling af overgangene mellem det ydre og det indre rum. Huset fyldes således med Gillelejes dagligdag, med vandet, havnen og byens arkitektur.