/ PROJEKTER / Kronprinsensgade, Odense
  • PROJEKTER
  • Nyheder
  • PROFIL
  • KONTAKT

Info

Luk

Bygherre - NJ Gruppen

Adresse - Kronprinsensgade, Odense

Areal - 2236 m²

Status - Konkurrence

Projekt

Områdets grønne karakter er udgangspunktet for projektets ide: ud af ådalens grønne bund vokser bygningen op i en komposition af volumener i forskellige højder. Byggeriet tilpasses den nærmeste kontekst, så laveste punkt er mod parken og villabebyggelsen, mens højeste punkt spiller op mod den store skala langs Albanigade. Niveauspringene markeres med vertikale skift så bygningen opleves som en klynge af mindre massiver. Der opnås desuden en rytme, der mimer karre-bebyggelsen langs Kronprinsensgade. Huset disponeres med 4 etager, og dertil lægges kælder til parkering nederst og atelier/penthouse øverst. For at skabe et tydeligt skift mellem det offentlige rum og boligernes privatsfære hæves stueplan. Alle bygningens vandrette flader begrønnes så der opnåes sammenhæng med omgivelserne og behagelige opholdsterrasser for lejlighederne. Overgangen mellen det grønne parkareal og gårdrummet over p-kælderen formidles med en terrassehave. Hvor parkarealerne udføres under størst mulig hensyntagen til eksisterende beplantning, så udføres forarealerne mellem bygning og byrum i en komposition af permabel belægning, grønne bede, samt klynger af træer.

Materialevalg

Projektets materialevalg baserer sig på ønsket om at skabe et byggeri der ikke bare står godt i sin tid, men også i mange år fremover. Gode og gedigne materialer er derfor essentielle for projektet. Bygningen tænkes hovedsageligt udført i teglsten i klassisk dansk format, men med yderligere håndværksmæssig detaljering såsom en markering af basen med standerskifte. Der vælges en sten i varme jordfarver og spil i overfladen, så der skabes en sammenhæng med Odenses ældre bebyggelser langs åen. Lette beklædninger, inddækninger og dele af altanerne udføres i kobber, der ligeledes patinerer godt og står fint til teglen. Udearealerne udføres med langtidsholdbare granitbelægninger, som lægges i en opløst komposition, der tilader lokal nedsivning og skaber en glidende overgang til de grønne arealer.