Villa Holten er et sommerhus, der ligger på en naturskøn grund ud til Borresø i Silkeborg. Husets arealer fordeler sig på 160 kvm. boligareal og 50 kvm. værksted/udhus samt 80 m² terrasse.
Udgangspunktet for løsningen af opgaven var den unikke beliggenhed ved Borresø. Sommerhuset er disponeret, så opholds- og soverum får glæde af den naturskønne udsigt. Stue og køkken/alrum er placeret i første parket mod den 180 graders udsigt. Her trækkes dagslys og udsigt maksimalt ind i huset.
Hovedhuset, som udgør boligarealet, forbindes med værksted og udhuse via et gårdrum.
Dagslys
Der er arbejdet bevidst med dagslys i dette sommerhus. Alle opholdsrum og soverum har et godt indfald af naturligt dagslys. Lyset fra vinduerne i facaden er suppleret med ovenlys. Udover at ovenlys giver et behageligt lys, har de i dette hus en ekstra funktion. I det ene badeværelse kan man f.eks. ligge i badekarret og kigge op i himlen. Og så sparer det meget naturlige lys på elforbruget.
Arkitektur og materialer
Udefra ses ovenlysene som markante elementer, der stikker op over resten af husets flade tag. De har en skrå afskæring, så det ser ud, som om det flade tag er ”vippet op”. Huset er holdt i en stram, enkel materialeholdning: sortmalet træ og sorte vinduesrammer. Den enkle farveholdning er valgt fordi de skrå ovenlys, og forskydningerne i facaden allerede skaber spænding og kontrast. Der er leget med formerne i arkitekturen, og den sorte farveholdning samler formerne, så huset står, som en skulptur i det naturskønne landskab.